海角社区

Skal tages før et måltid. Efter et måltid. Til natten. I syv dage. Fastende. Der følger nøje instruktioner med, når lægen udskriver en recept til os. Men det går sjældent, som lægen ordinerer. Ja, faktisk går det ganske ofte galt: Op mod 80 procent af danskerne følger ikke deres behandlingsplan præcist, når behandlingen strækker sig over længere tid.

Konsekvensen er, at vi enten får for lidt eller for meget medicin. Og at både patienterne selv og samfundets fælleskasse betaler for behandlinger, der ikke virker optimalt. Men hvad nu, hvis fremtidens medicin slet ikke skulle huskes flere gange om dagen? Hvad nu, hvis én injektion kunne dække måneder – eller endda år? For nogle lyder det skræmmende, for andre som en velkommen hjælp.

Nogle sygdomme kan allerede behandles med sådan depotmedicin – det er f.eks. skizofreni, HIV, prostatakræft, opioidafhængighed og hormonfølsomme sygdomme, hvor sygdomsaktiviteten drives af kønshormoner, men forskere drømmer om, at det en dag også bliver muligt at behandle sygdomme som demens, malaria, tuberkulose, depression og at forhindre graviditet.

S氓 meget spild, n氓r vi tager en pille

Hvis man t忙nker over det, er forl酶bet faktisk ret primitivt, n氓r vi tager en pille 鈥� ogs氓 n氓r vi husker at tage den som anvist. Lige n氓r vi tager pillen, stiger koncentrationen af aktive stoffer i kroppen voldsomt og falder s氓 igen, indtil det er tid til n忙ste dosis. For at sikre, at vi er d忙kket godt nok ind hele dagen, indeholder pillen meget mere medicin, end vi har brug for.

- N氓r vi tager medicin oralt, kan der v忙re dobbelt s氓 stor koncentration af aktive stoffer, som der er brug for. De overskydende, ubrugte stoffer skiller kroppen sig af med 鈥� det sker prim忙rt gennem vores aff酶ring 鈥� og de kan ende i milj酶et. Vi producerer mere og skiller os af med mere end n酶dvendigt, siger professor i farmaci, Ren茅 Holm fra Institut for Fysik, Kemi og Farmaci og peger p氓 det, han kalder 鈥漵ustainability-sporet鈥�; at overproduktionen ikke ligefrem er b忙redygtig for hverken statskassen eller naturen.

Danske vandl酶b, s酶er og kystn忙re farvande indeholder af den grund bekymrende koncentrationer af overskydende aktive stoffer fra is忙r antibiotika, antidepressiva og smertestillende medicin, viser flere unders酶gelser.

Oprindeligt udviklet til besv忙rlige patienter

Depotmedicin, der over uger, m氓neder eller m氓ske endda 氓r frigiver sm氓 daglige doser medicin, er ikke nogen ny opfindelse. Den f酶rste depotmedicin kom p氓 markedet i 1966, da det anti-psykotiske stof fluphenazin enanthat blev markedsf酶rt som et l忙gemiddel, der kun skulle injiceres med 1-3 ugers mellemrum. To 氓r senere kom fluphenazine decanoate, som 酶gede intervallet til 2-4 uger. I dag kan skizofreni-patienter n酶jes med en injektion hver sjette m氓ned.

Siden da har farmaceutiske forskere leveret en r忙kke gennembrud, der sikrer, at man i dag kan indkapsle medicinens aktive stoffer i biologisk nedbrydelige polymerer, og at man kan bevare 100 pct. kontrol over, hvor mange partikler aktivt stof, der frigives, og hvorn氓r det sker. Med det er depotmedicin g氓et fra at v忙re et n酶dv忙rkt酶j til besv忙rlige patienter til at v忙re et attraktivt alternativ til daglig tablet-behandling. Men depotmedicin er ikke egent til alle sygdomme, mener Ren茅 Holm:

- I min optik er det s忙rligt velegnet til de kroniske og m氓ske ogs氓 stigmatiserende sygdomme, som vi ikke har lyst til at blive mindet om hver morgen og aften, n氓r vi skal tage vores piller. HIV f.eks. kan behandles med depotmedicin, som injiceres hver sjette m氓ned.

En h氓rd n酶d at kn忙kke

S氓 鈥� hvis vi i dag er s氓 gode til at indkapsle og frigive depotmedicin med lige pr忙cis den pr忙cision, som vi 酶nsker - hvorfor skal vi s氓 stadig huske at tage de ford酶mte piller morgen, middag og aften?

Det er der nogle helt lavpraktiske grunde til. Nogle stoffer fylder simpelthen for meget, andre er for ustabile, og atter andre er for h氓rde til at farmaceuterne kan f氓 dem til at samarbejde. Naturen s忙tter nogle klare, uomg忙ngelige gr忙nser.

- Nogle gange m氓 vi give op, fordi det teknisk set bliver for sv忙rt. Lige nu arbejder vi for eksempel med det aktive stof pretanomid, som er et krystal, der bruges til at behandle tuberkulose. Det er en h氓rd n酶d, fort忙ller Ren茅 Holm.

N氓r naturen ikke vil samarbejde

Stemmen stiger, n氓r han skal fort忙lle om pretanomid. P氓 den ene side vil stoffet ikke g酶re, som han gerne vi have, og det er irriterende. P氓 den anden side er det et pragteksemplar af, hvad naturen kan frembringe, og det er jo ogs氓 p氓 sin vis beundringsv忙rdigt, m氓 man forst氓:

- Pretanomid er et krystal, der har det super-l忙kkert med sig selv. Det er ekstremt h氓rdt, og det har ingen motivation for at blive brudt ned til de mindre partikler, som vi har brug for. Det har det simpelthen for godt!

Hvis pretanomid skal kunne fungere som depotmedicin, skal det brydes ned til mindre partikler, end det selv har lyst til at v忙re fra naturens side, for ellers bliver doserne for store. Men den energi, der ligger i krystallerne, er s氓 st忙rk, at de farmaceutiske  metoder ikke kan justere tilstr忙kkeligt p氓 partikelst酶rrelserne. Krystallerne er ikke 鈥漛rittle鈥� nok, som Holm udtrykker det, og de kan ikke 鈥漨酶lles鈥� til mindre partikler - ligesom n氓r en m酶lle maler korn til mel:

- Vi kan ikke f氓 de her krystaller til at blive mindre end fem mikrometer, og det er alts氓 ikke sm氓t nok, s氓 vi m氓 unders酶ge om andre farmaceutiske formuleringsstrategier kan bruges.

Langtidsvirkende plastre som pr忙vention

Bedre g氓r det med et andet af Ren茅 Holms projekter, der ligesom pretanomid-projektet ogs氓 udvikles med st酶tte fra Gates Foundation. Det er et lille plaster, der indeholder en r忙kke mikro-bittesm氓 n氓le, der kun lige akkurat prikker gennem det 酶verste lag af huden og derfra frigiver deres last af depotmedicin. Da de blot er 400 鈥� 600 mikrometer lange og derfor ikke n氓r ned til nerverne, g酶r det ikke ondt at f氓 sat plastret p氓 huden.

Fra deres mikroskopiske plads under huden opl酶ses mikron氓lene og frigiver bittesm氓 daglige medicindoser. P氓 grund af den begr忙nsede plads egner de sig kun til medicin, der skal afleveres i meget sm氓 m忙ngder. Som i my-m忙ngder.

- Der er plads til f.eks. seks m氓neders pr忙vention i de n氓ler酶r, og vi t忙nker, at det kan blive et lettere, billigere og mere overskueligt alternativ til andre former for pr忙vention.

G酶r det nas?

Nogle gange er det m忙ngden af aktivt stof snarere end selve partikelst酶rrelsen, der sp忙nder ben: Der er ganske enkelt en fysisk gr忙nse for, hvor meget man kan spr酶jte ind i et menneskes krop, f酶r det g酶r for ondt. Indspr酶jtning skal ske i en muskel, og de st酶rste muskler er vores siddemuskler. Der skal vi regne med, at man kan injicere maks. 5 鈥� 5,5 ml ind i siddemusklerne. I skulderen ligger volumengr忙nsen p氓 2 鈥� 2,5 ml.

- Derefter begynder det at g酶re rigtigt nas, og det skal det jo ikke, siger Ren茅 Holm.

Af denne 氓rsag kan man ikke give et l忙gemiddel som f.eks. penicilin som depotmedicin. I en injektion er der nemlig ikke plads til mere end en halv dags dosis.

Hvem skal bestemme?

I fremtiden kan vi 鈥� m氓ske 鈥� f氓 ordineret depotmedicin mod flere kroniske sygdomme. Det g忙lder f.eks. demens, epilepsi, depression, malaria og tuberkulose, hvor patienterne kan n酶jes med en injektion hver 6. eller 12. m氓ned 鈥� eller endnu sj忙ldnere.

Tilbage st氓r sp酶rgsm氓let: Hvem skal bestemme, om en patient skal have daglige piller eller en injektion med depotmedicin, der holder i flere m氓neder?

Sp酶rger man Ren茅 Holm, er det patienten alene, der skal bestemme. Han udvikler ikke depotmedicin for systemets eller statskassens skyld, men for patienternes:

- Vi g酶r det her for patienterne, og det er patienterne, der skal v忙lge den behandlingsform, som fungerer bedst for dem. For nogle giver hyppige l忙gebes酶g og dagligt medicin-indtag tryghed. For andre er sj忙ldnere injektioner en lettelse. Depotmedicin kommer ikke til at udkonkurrere tabletterne. Den giver et valg.