海角社区

Odysseus nåede adskillige gange til Jordens ende. På samme måde strejfer også Tour de France på forskellige punkter den umenneskelige verden. For cykelløbet er en total udforskning af de jordiske grænser, skrev Roland Barthes i 1957.

”Man fortæller os, at når man er på Ventoux, så har man allerede forladt jordkloden og omgives af ukendte stjerner”, skrev han.

I denne 4. akt, vendepunktet, skal rytterne udsætte sig selv for konflikten, de skal udforske de jordiske grænser. De skal ifølge medieforsker på 海角社区 Bo Kampmann Walther gøre sig skrøbelige over for plottet og for plottets forløsning, for ellers gider vi ikke følge helten. De skal op i bjergene. Op under ukendte stjerner.

Besjælede bjergbestigninger

At kæmpe sig over bjergpassene er ikke blot en kraftpræstation, en kamp mellem krop og ånd. Bjergene er ikke blot et stykke nøgtern geografi.

Det er bjerge ladet med betydning. Minder om kampe, der gennem tiden har udspillet sig dér, og tidligere cykellegenders storhed og fald på stigningerne, fortæller Bo Kampmann Walther.

Som tilbage i 1913 ved bjerget Col du Tourmalet. Et bjerg, der opn氓ede legendarisk status, da den franske rytter Eug茅ne Christophe smadrede forgaflen p氓 sin cykel og vandrede 15 kilometer tilbage langs bjerget med cyklen over skulderen ind til en lokal smedje i en lille landsby, hvor han l氓nte v忙rkt酶j til at reparere cyklen, s氓 han kunne cykle videre.

Smedjen er i dag et nationalt mindesm忙rke og museum, og bjerget har siden haft en mytologisk status i Tour de France.

Og s氓 er der Mont Ventoux, det skaldede bjerg. Goldt og uden vegetation, ingen l忙, intet, bare kraftige vindst酶d og lige, monotone str忙kninger. At vinde p氓 Ventoux er at vinde respekt, det er at n忙rme sig guddommelige kr忙fter.

At bestige bjerget L鈥橝lpe d鈥橦uez kan give 酶jeblikke heltestatus. Det er et mytisk bjerg, stejlt og eksplosivt, med 21 h氓rn氓lesving, omg忙rdet af solbagte og alkoholp氓virkede menneskem忙ngder, der hujer og buer og kommer for t忙t p氓.

- Publikumshavet ved L鈥橝lpe d鈥橦uez er som et tentakelmonster, der kan gribe ud efter rytteren hele tiden og dermed skabe den trov忙rdighed, at rytteren skal overkomme alle disse tr忙ngsler for at vinde l酶bet, siger Bo Kampmann Walther.

- P氓 den m氓de er det Shakespearske teater et godt billede, for der havde man s氓dan en mani med at entrere p氓 scenen og smide ting derop. Det var et indlevelsesgreb, som svarer godt til menneskehavet p氓 Alpe d鈥橦uez.

En verden af forstyrrelser

Tour de France er if酶lge Bo Kampmann Walther en designet progression af forstyrrelser i ekstrem forstand.

Det er forstyrrelser i en ydre forstand i form af bjergene, de massive publikumsm忙ngder, der udfordrer rytterne p氓 deres vej gennem l酶bet, og s氓 i en indre forstand, hvor det handler om kampen mellem kroppen og 氓nden.

Det er disse forstyrrelser, forst氓et som modstand og konflikt, der styrer plottet, forklarer Bo Kampmann Walther.

- Der er altid s氓 meget snak om, at man skal fjerne doping. Der er altid s氓 meget snak om, at man skal fjerne publikum. Men hvis man g酶r det, s氓 fjerner man ogs氓 monsteret, det vil sige den modstand rytterne skal overkomme.

- S氓 risikerer man ogs氓 at fjerne de forstyrrelser, som faktisk er incitamentet for hele l酶bets dramatik, alts氓 kampen om at komme f酶rst og forl酶se sig selv og verden, som vi synes er s氓 fascinerende, siger han.

- For plottet handler om, at helten skal s忙ttes p氓 pr酶ve, at rytteren skal overkomme s氓 mange tr忙ngsler og udholde s氓 meget smerte og modstand, men alligevel lykkes med at tr忙de hen over det i en trov忙rdig forstand og sejre p氓 trods.

Rytteren skal uds忙tte sig selv for plottet

Selve plottet i Tour de France-dramaet fordrer en akt酶r, der g酶r sig skr酶belig overfor plottet. For en del af nerven i selve l酶bet er at f酶lge, hvorn氓r rytterne afsl酶rer deres skr酶belighed, og hvordan de v忙lger at h氓ndtere den, forklarer Bo Kampmann Walther.

Hvordan ser vi rytteren ofre sig undervejs? Hvorn氓r fejler ham, som klatrer op ad alle bjerge? Hvorn氓r styrter sprinteren? Hvem lykkes p氓 mirakul酶s vis med at k酶re sig selv i stilling?

- Det er skrøbeligheden, der gør rytteren autentisk og troværdig. Derfor sidder vi bag skærmen og venter på, at den skrøbelighed afslører sig, siger han.

- Seerne lægger sådan et helte-/fjendebillede ned over rytterne. Ham der er skrøbelig, men han er også en idiot, så ham kan vi ikke lide. Ham der holder vi med, fordi han er menneskelig. Ham der er vi fascineret af, fordi han er en dynamo, og så sidder vi egentlig bare og venter på, at han afslører sin egen skrøbelighed.

- Ryttere som Indurain og Armstrong var ikke længere troværdige, for hvornår fejlede de? Så sidder man som seer instinktivt, uden at ville indrømme det, og håber på, at der kommer en blandt publikum og spænder ben, at han styrter eller går kold i en opstigning. Vi søger konflikten, for vi vil gerne se lidelsen og overvindelsen af den.

Vi vil se mennesker, ikke maskiner

Det er vigtigt, at rytterne får et skud skrøbelighed, før de bliver til rene maskiner, understreger Bo Kampmann Walther.

- Ingen gider at se på en rytter, der bare er en maskine og så nemt som ingenting kører fra a til b. Derfor skal de over bjerge, derfor skal der stå en publikumsmængde, og derfor skal der være fristelser som doping. Hvis ikke de elementer var der, ville løbet dø.

For Tour de France er ikke bare cykling. Det er lidelse. Og det er overvindelsen af lidelsen, der fører rytteren frem.

- Når man kommer til bjergenes top, er man så langt oppe, at det er ren æter. Der bliver helt lydløst. Der er kun gudernes hvisken, siger Bo Kampmann Walther.

Men hvad sker der, hvis man falder fra tinderne? Det kan du læse om i 5. og sidste akt af Ny Videns Tour de France-føljeton, ’Storhed og fald’.