Skip to main content
DA / EN
FORSKNING

Digital hjælp til seksuelt overgrebsramte skal mindske barrierer for støtte

Forskning fra Syddansk Universitet har ført til en ny version af voldtaegt.dk – en brugervenlig platform for overgrebsramte, deres netværk og fagfolk.

Af Marianne Lie Becker, , 27-05-2025

Seksuelle overgreb sætter dybe spor – ikke kun hos den ramte, men også hos pårørende og fagfolk, som står tæt på. Derfor har forskere fra Syddansk Universitet i samarbejde med Center for Voldtægtsofre i Aarhus udviklet en opdateret digital platform, som nu skal gøre det lettere at finde støtte, forstå reaktioner og navigere i systemet.

Projektet, der er støttet af TrygFonden, er netop afsluttet og har ført til relanceringen af www.voldtægt.dk – en platform med ny struktur, visuelle formidlingsformer og målrettet indhold til forskellige brugergrupper.

– Vi har ønsket at skabe et tilbud, der ikke kun informerer, men også støtter og spejler brugernes virkelighed. Vores tilgang har været traumeinformeret og dybt forankret i brugernes egne oplevelser, siger lektor og psykolog Maj Hansen, forskningsgruppen THRIVE, Institut for Psykologi, .

Behov for opdatering

Tidligere var voldtægt.dk præget af teksttunge sider og uoverskuelig navigation. Nu er siden struktureret i tre hovedspor – for overgrebsramte, pårørende og fagpersoner – og indholdet er blevet kortere, mere visuelt og inkluderende.

– Dem, vi har talt med, har haft svært ved at læse længere tekster, fordi de har stået i en krisesituation. Vi har derfor reduceret i tekster, tilføjet flere modaliteter, lavet en engelsk sektion, inkorporeret nye tilgængelighedsfunktioner og gjort indholdet mere inkluderende. Det handler om at gøre hjælpen tilgængelig – også følelsesmæssigt, forklarer postdoc og psykolog Maria Hardeberg Bach, THRIVE, Institut for Psykologi, , der har haft kontor på Center for Voldtægtsofre under projektet og været med til at lede brugerinddragelsen.

- Vi er meget taknemmelige for det store engagement, der har været i projektet – både fra dem, som deltog i brugerinddragelser og fra medarbejderne på Center for Voldtægtsofre og herunder især videnscenterkoordinator Sascha Strauss Krogh, som har spillet en afgørende rolle i projektet, siger Maria Hardeberg Bach.

Inddragelse på tværs

Projektet har involveret overgrebsramte, pårørende og fagfolk på forskellig vis. Denne proces har bidraget med konkrete input til funktionalitet, sprog og layout – og sikret, at brugernes stemmer er direkte afspejlet i løsningerne.

Blandt de nye tiltag er:

  • Komplet relancering af hjemmesiden voldtægt.dk
  • En animationsfilm om reaktioner efter seksuelle overgreb
  • Informationsvideoer med fagpersoner fra politi, sundhedsvæsen og bistandsadvokater
  • Retningslinjer for onlineterapi, der bruges ved samtaler på afstand

– Det særlige ved projektet er, at vi ikke kun har undersøgt en forskningsmæssig relevant problemstilling– vi har også skabt noget, der rent faktisk er i brug og gør en forskel, siger Maria Hardeberg Bach.

Forskning, der flytter noget

Samarbejdet har været funderet i aktionsforskning, hvor universitet og praksisfelt arbejder tæt sammen. For Maj Hansen er det afgørende, at forskningen ikke forbliver på papiret:

– Vi håber, at dette projekt kan inspirere andre til at udvikle initiativer og   tilbud i tæt samarbejde med brugerne. For os handler det om at gøre forskningen tilgængelig og mærkbar i praksis. Dette er noget, som vi vægter højt i THRIVE.

Øget synlighed er næste skridt

Siden relanceringen i efteråret 2024 har hjemmesiden haft en markant stigning i besøgstal, men potentialet er langt større. Især unge – som er den gruppe, der oftest udsættes for seksuelle overgreb – er en vigtig målgruppe.

Projektgruppen har allerede sendt informationsmateriale ud til relevante aktører og vil fremover arbejde for, at platformen bliver endnu mere synlig og integreret i det danske sundheds- og støttesystem.

Se resultaterne af projektet her:

 

Læs også:

 

Mød Forskeren

Maria Hardeberg Bach er postdoc på Institut for Psykologi i forskningsgruppen THRIVE

Mød Forskeren

Maj Hansen er lektor på Institut for Psykologi og forskningsleder i forskningsgruppen THRIVE

Redaktionen afsluttet: 27.05.2025