海角社区

Halalaimus er en mikroskopisk slægt af rundorme, som man ofte kan finde i havbundens sediment. De færdes 1-5 cm nede, hvor de ”græsser” bakterier og organisk materiale i sedimentet.

Det gør den også i dybhavsgraven Aleutian Trench, der ligger i det nordlige Stillehav, næsten helt oppe ved Beringhavet. Det ved vi nu, fordi ph.d. Yick Hang Kwan fra Danish Center for Hadal Research på Biologisk Institut har isoleret dens eDNA i sedimentprøver, som er hentet op fra Aleutian Trench’s dyb.

- Men vi har også fundet dens eDNA i sedimentprøver fra South Sandwich Trench, som ligger 17.000 km derfra i Sydatlanten. Og så kommer man uvægerligt til at spørge sig selv: Hvordan kan det lade sig gøre, at samme slægt af rundorm findes i så ekstremt isolerede dybhavsmiljøer så langt fra hinanden, når de nærmest ikke kan flytte sig – og når gravene er op til otte kilometer dybe, spørger Kwan retorisk.

De kan praktisk taget ikke bev忙ge sig

I f酶rste omgang fandt forskerne, at der i de to grave fandtes forskellige samfund af rundorme.

- Det forventede vi 鈥� s氓 langt s氓 godt. Men s氓 opdagede vi, at der i disse forskellige samfund i de to forskellige grave fandtes tre identiske sl忙gter af rundorme. Jeg t忙nker p氓 det s氓dan her: Alle steder er forskellige, men noget er alle steder, siger leder af Danish Center for Hadal Research, professor Ronnie N. Glud.

At Halalaimus er fundet to s氓 isolerede steder er et eksempel p氓 det f忙nomen, som biologerne kalder for meiofauna paradokset: at de samme sl忙gter og arter af bittesm氓 sedimentlevende dyr kan findes tusinder af kilometer fra hinanden og i ekstremt forskellige milj酶er. Men n氓r de er s氓 sm氓 og ikke kan flytte sig, hvordan kan de s氓 findes med hele oceaner mellem sig?

- Det er ret vildt: Hvordan har en orm som Halalaimus overhovedet v忙ret i stand til at kolonisere b氓de Aleutian Trench og South Sandwich Trench, n氓r den praktisk taget ikke kan bev忙ge sig v忙k fra den lille koloni i et gram jord, som den lever i, siger Kwan.

Milj酶erne er vidt forskellige

I deres studie har Kwan og kollegerne unders酶gt sedimentpr酶ver fra ni forskellige spots i de to dybhavsgrave, og de har fundet eDNA fra 58 sl忙gter af rundorme i de to grave. Heraf er tre de samme. Det er alts氓 ikke kun Halalaimus, der lever b氓de p氓 bunden af Aleutian Trench og South Sandwich Trench.

Det g酶r Desmoscolex and Chromadorita ogs氓. De er ogs氓 s氓 sm氓, at de skal m氓les i mikroner og ikke kan ses med det blotte 酶je, og de lever ogs氓 i havbundens sediment. F忙lles for dem alle tre er, at de er farvel酶se, ja n忙sten gennemsigtige, og at der var rigtigt mange af dem i de sedimentpr酶ver, som forskerne tog med hjem fra de to dybhavsgrave. Man skal forestille sig, at der lever et sted mellem hundreder og tusinder rundorme i 10 gram sediment.

En interessant observation er, at de tre identiske sl忙gter ikke lever i identiske habitater i de to dybhavsgrave; De blev fundet i markant forskellige habitater. Det betyder, at sedimenterne er forskellige og indeholder forskellige forekomster af kulstof og kv忙lstof, og dermed er der ikke samme m忙ngde eller art f酶de til rundormene.

De fleste d酶r formentlig i fors酶get

- De rundorme, der lever der, tilh酶rer samme sl忙gt, men de har tilpasset sig meget forsekllige habitater i dybhavsgravene. Det var en overraskelse for os, for man forventer ikke, at det samme dyr kan leve i s氓 forskellige milj酶er, siger Kwan.

Hvordan de tre sl忙gter af rundorme har fundet vej til de to dybhavsgrave, ved forskerne ikke. De ved dog, at sl忙gterne er almindeligt forekommende p氓 havbunden flere steder p氓 kloden. Kwan mener, at resiliens har en del med det at g酶re:

- N氓r de spreder sig og fors酶ger at tilpasse sig nye milj酶er, d酶r de fleste formentlig i fors酶get. Det er nok kun de allermest resiliente, der har held til at etablere nye samfund i nye milj酶er.

Hvad ang氓r det at sprede sig, finder forskerne det helt usandsynligt, at de sm氓 orme er kravlet op af den ene dybhavsgrav, er fortsat hen over havbunden og til sidst er kravlet ned i den n忙ste 鈥� de kan jo n忙sten ikke flytte sig ved egen kraft. Det forekommer mere sandsynligt, at forbundne kolonier i n忙rheden af en dybhavsgrav er blevet sendt ned ad gravens stejle sider i forbindelse med for eksempel et jordsk忙lv. Jordsk忙lv forekommer j忙vnligt n忙r dybhavsgrave, og det kan sende enorme m忙ngder sediment (og dermed rundorme) ned i dybet.

En lille koloni ad gangen

Men hvordan kommer de så til alle de andre steder i verden, hvor de også findes? Kwan mener, at de etablerer nye kolonier tæt på hinanden og ad den vej breder sig. Det vil tage mange generationer, men metoden vil tillade dem at indtage nye områder og komme videre til andre økosystemer på Jorden.

- Det her studie viser os, at meiofauna paradokset også gælder de dybeste dele af dybhavsgrave. Der må altså være en eller anden form for forbindelse mellem gravene, selvom det umiddelbart forekommer umuligt. Det er en meget spændende opdagelse, konkluderer Kwan.

Projektet blev udført af et internationalt team fra Tyskland, Frankrig, Brasilien og Belgien, og i spidsen stod Yick Hang Kwan og hans kolleger fra HADAL: Blandine Trouche, Frank Wenzhöfer, Mathias Middelboe og Ronnie N. Glud.