海角社区

Hvilke konsekvenser har irakkrigen haft lokalt i Irak og internationalt?

USA havde tre grunde til at invadere Irak i 2003: De ville fjerne Saddams masse酶del忙ggelsesv氓ben, udrydde al-Qaida, der stod bag 11. september, og g酶re Irak til en m酶nsterstat for demokratisk udvikling i Mellem酶sten. 

Men intet af det er lykkedes: Man fandt ikke nogen masse酶del忙ggelsesv氓ben, al-Qaida blev erstattet af Islamisk Stat, der har gjort voldsom skade i Irak, og landet er i dag pr忙get af h酶j arbejdsl酶shed, stigende fattigdom og korruption. Og de politikere, der skulle f氓 landet p氓 fode igen, bestiller ikke andet end at bek忙mpe hinanden. 

L忙g hertil de mange mennesker der har mistet livet som f酶lge af invasionen og den amerikanske tilstedev忙relse (frem til 2011) - mindst 100.000 irakere og mere end 4000 amerikanere , og de astronomiske omkostninger det har haft for irakerne i form af materielle skader.

Ogs氓 amerikanerne har betalt en h酶j pris for 氓rene i Irak. Amerikanske beregninger siger i omegnen af 6000 mia. kr. Alt sammen uden at man var i n忙rheden af at n氓 de m氓l, man havde sat sig, da man invaderede landet. 

Hvordan er situationen for den irakiske befolkning i dag?

Det g氓r ikke godt i Irak. Langt st酶rstedelen af befolkningen k忙mper med h酶j arbejdsl酶shed, stigende fattigdom og en masse dagligdags problemer, blandt andet fordi landets infrastruktur er nedslidt.

Is忙r de daglige str酶msvigt er problematiske, for det rammer b氓de vand- og kloakpumper, ventilation, og alle de praktiske installationer der f氓r en dagligdag til at fungere. 

Ogs氓 sikkerheden er i bund, is忙r i de store byer. For ganske vist har Irak et fungerede politi og milit忙r, men de ligger i st忙rk konkurrence med de mange private militser og vagtv忙rn, som partier, religi酶se grupperinger og pengest忙rke enkeltpersoner har etableret i de senere 氓r, is忙r efter den amerikanske tilbagetr忙kning i 2011.

De bev忙bnede militser k酶rer rundt i gaderne, stj忙ler politiuniformer, arresterer folk og lave selvbestaltede razziaer, og det er selvsagt ikke nogen betryggende situation.  

Hvordan er den politiske situation i landet?

Det politiske system er nok det st酶rste enkeltst氓ende problem i Irak. Valgene har stort set fungeret demokratisk, siden det f酶rste blev afholdt i 2006, men de folkevalgte politikere kan slet ikke finde ud af at f氓 det parlamentariske arbejde til at fungere 鈥� der er s氓 mange indbyrdes magtkampe, at bare det at danne en regering forekommer n忙sten uoverkommeligt.

Hvor det ved det f酶rste parlamentsvalg efter invasionen for eksempel tog omkring et halvt 氓r at blive enige om en premierminister, tog det ved det seneste valg i oktober 2021 elleve m氓neder og yderligere fem m氓neder at udn忙vne en regering, som s氓 endelig kom p氓 plads i januar 2023. 

Men den nye regering er lige s氓 handlingslammet af magtkampe p氓 kryds og tv忙rs, som de tidligere har v忙ret. Det skyldes is忙r det s氓kaldte Muhasasa-system, som blev indf酶rt efter invasionen.

Det er er et kvotebaseret politisk system, der skal sikre politisk pluralitet, s氓 man ikke igen f氓r et system, der kun tilgodeser 茅n etnisk eller religi酶s gruppe, som det var tilf忙ldet under Saddam.

Desværre har systemet medført, at alle politiske og religiøse grupper kun kæmper for deres egne interesser og ikke vil indgå kompromisser, hverken når det gælder politiske poster, offentlige embeder eller økonomiske resurser. 

Hvordan ser fremtiden for landet ud?

Alt tyder på, at de politiske magtkampe i parlamentet og i statsapparatet vil fortsætte uhindret i de kommende år, og at der derfor ikke kommer løsninger på de akutte økonomiske, politiske og sociale problemer, landet slås med. 

Men landet vil næppe bryde sammen eller brække over, sådan som man ellers kunne frygte med de mange problemer, landet slås med.

Irak har aldrig været ”den trebenede taburet”, som mange journalister ellers brugte som metafor for hvad der ville ske i dønningerne efter Saddams fald – altså med et kurdisk område i nord, et sunnimuslimsk i midten og shiamuslimer mod syd. 

De forskellige befolkningsgrupper er viklet så meget ind i hinanden, at det ikke er muligt at afgrænse ”rene” sunni, kurdiske og shiamuslimske områder. Og de regionale stormagter, der omgiver landet – Iran, Saudi og Tyrkiet – har interesse i, at Irak forbliver en national enhed, for hverken de eller Vesten ønsker i sidste ende, at der skal tegnes et nyt landkort i den olie- og gasrige golfregion. 

Så mens magtkampene står på, må omverden holde vejret og krydse fingre for, at presset fra den hårdt prøvede irakiske befolkning vil få de irakiske politikere til at indse, at politik kræver kompromisser, og de i sidste ende er bedst tjent med at skabe ordentlige forhold for landets indbyggere.  

Var krigen det hele værd?

Det er der ikke noget enkelt svar på, blandt andet fordi en diskussion af det spørgsmål pr. automatik må bygge på kontrafaktisk historieskrivning: Hvad ville der være sket, hvis Saddams styre ikke var blevet væltet, hvis ikke Islamisk stat havde invaderet landet og så videre? 

Men når det er sagt, synes alle realistiske scenarier at ligne et valg mellem pest eller kolera: Invasionen har haft voldsomme konsekvenser for irakerne, men havde det været bedre at lade det være op til irakerne selv at vælte Saddam, sådan som mange i Vesten har argumenteret for?

Se bare på nabolandet Syrien, hvor befolkningen selv gjorde oprør i håb om at komme af med Bashar al-Assads styre - det har været en mindst lige så stor tragedie som invasionen af Irak. Der synes ikke at være nogen lette løsninger, hvis man gerne vil af med en mellemøstlig diktator.