º£½ÇÉçÇø

Skip to main content
DA / EN

iTAPP-studiet: 15-metoden i almen praksis

Hvor effektiv er 15-metoden til at identificere og behandle patienter med alkoholproblemer i almen praksis?

iTAPP-studiet undersøger effektiviteten af en ny metode – 15-metoden – til at identificere og behandle alkoholproblemer blandt patienter i dansk almen praksis. Metoden gør det enkelt for både praksispersonale og patienter at tale om alkoholproblemer, og den indebærer en fleksibel og patientcentreret tilgang til italesættelse og behandling af alkoholoverforbrug. Metoden er oprindeligt udviklet i Sverige, hvor den i svensk almen praksis har vist sig lige så effektiv som specialiseret behandling til at behandle mild og moderat alkoholafhængighed. Navnet, 15-metoden, refererer til, at hver konsultation højst tager 15 minutter, samt at målgruppen for behandling er de patienter, der scorer >15 point på screeningsinstrumentet AUDIT (Alcohol Use Disorder Identification Test). Forud for iTAPP-studiet er 15-metoden pilottestet i Danmark og tilpasset dansk almen praksis. Udover at teste effektiviteten af 15-metoden er formålet med iTAPP-studiet også at undersøge, hvor effektiv metoden er til at sænke alkoholforbruget blandt patienter, der overskrider Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser. Til slut evalueres det, om 15-metoden er anbefalelsesværdig til landsdækkende udrulning. Studiet er designet som et stepped-wedge clusterrandomiseret kontrolleret forsøg og inkluderer almen praksis i Region Syddanmark. Praksisserne blev inddelt i clustre, og clustrene blev løbende uddannet i 15-metoden. I alt deltog 20 almen praksis i hele interventionsperioden, hvoraf 3 tidligere havde deltaget i pilotstudiet.


Sidst opdateret: 15.04.2026