º£½ÇÉçÇø

Skip to main content
DA / EN

DAN-SHARE: Fælles beslutningstagning i psykiatrien med og uden brug af Beslutningshjælper

Fælles beslutningstagning er en samarbejdsmodel for behandlingsvalg, som ofte betragtes som en hjørnesten i en patientcentreret behandling. I fælles beslutningstagning gennemgår patienten og den sundhedsprofessionelle i fællesskab de tilgængelige behandlingsmuligheder og identificerer den løsning, der bedst stemmer overens med patientens præferencer og værdier.
Beslutningsstøtteværktøjer, der er udviklet til at understøtte fælles beslutningstagning ved at præsentere behandlingsmuligheder og støtte patienter i at formulere og kommunikere deres behandlingspræferencer, er ofte en central del af fælles beslutningstagning. Der er dog begrænset viden om, hvordan sundhedsprofessionelle og patienter forstår og oplever anvendelsen af beslutningsstøtteværktøjer i praksis. Særligt mangler der viden om brugen af beslutningsstøtteværktøjer inden for psykiatrien.
Formålet med dette studie er i et randomiseret design at undersøge effekten af at anvende beslutningsstøtteværktøjet Beslutningshjælperen™, der er udviklet som en del af implementeringen af fælles beslutningstagning på alle hospitalerne i Region Syddanmark, i ambulante psykiatriske enheder. Derudover har studiet til formål at udforske patienter og sundhedsprofessionelles forståelser og erfaringer med at anvende Beslutningshjælperen™ som en del af praktiseringen af fælles beslutningstagning i psykiatrien.

Sidst opdateret: 15.04.2026