海角社区

Opg酶ret mellem Israel og Hamas kr忙ver sine ofre. M氓ske er et af dem lidt uventet de intellektuelles rolle i at oplyse og h酶jne debatten. For n氓r passion og identitet fylder s氓 meget i den offentlige samtale, burde universitetsforskere s氓 egentlig holde sig v忙k?

鈥滼eg ved ikke, hvad vi skal reagere p氓,鈥� sagde RUC rektor Hanne Leth Andersen til JyllandsPostens krav om, at universitetet griber ind overfor forsker Sune Haugb酶lle, som har udtrykt kritik af Israel.

Sune Haugb酶lle blev kritiseret af chefredakt酶r p氓 JP, Marchen Neel Gjertsen, i en leder 20. oktober for at 鈥漴elativere Hamas鈥� terrorangreb ved at sidestille det med Israels metoder.鈥� Sune Haugb酶lle er politisk engageret og var i 2021 medunderskriver sammen med en r忙kke andre p氓 et debatindl忙g i Politiken under titlen 鈥滵anmark b酶r p氓tage sig en ledende rolle i kampen mod israelsk apartheid鈥�. Betyder engagementet i en debat pr忙get af st忙rke identiteter og krav om loyalitet med den ene eller den anden side i en konflikt, at hans ekspertviden korrumperes af politik? Skal han tr忙kke sig som ekspert fra den bet忙ndte debat? Eller skal han som ekspert insistere p氓 sin ret til at ytre sig?

Opgiv sofisteriet

En mulighed for forskere er at falde tilbage p氓 en klassisk position, nemlig at de skal lade v忙re med at blande sig. Det handler ikke kun om ubehaget ved de offentlige t忙sk. Det handler mere grundl忙ggende om en filosofisk tradition g氓ende tilbage til Sokrates, som st氓r p氓 videnskabens ret til at v忙re aparte, at v忙re sin egen. At forfalde til engagement i samfundets debat er at forfalde til sofisteri, s氓 at sige.

Den tyske sociolog Max Weber bidrog kraftigt til at g酶re denne tradition dominerede i det moderne samfund. Weber sagde ikke bare, at videnskab og politik var v忙sensforskellige 鈥� at de havde forskellig natur. Han sagde ogs氓, at fors酶get p氓 at tr忙de fra videnskab ind i den politiske arena er som at lege med ild: videnskabsmanden bliver opslugt og enten fort忙ret eller politisk i egen kraft.

Politik handler om konsekvens, hvor videnskab handler om overbevisning, p氓pegede Weber. Forskere burde blive overbeviste af den mest avancerede og indsigtsfulde analyse. Politikere derimod bliver bed酶mt p氓 konsekvensen af deres handlinger for samfundet. Netop derfor er Israels premierminister Netanyahu s氓 presset i dag: han form氓ede ikke at beskytte befolkningen. Akademiske analyser af Mellem酶stens politiske proces 鈥� byggende p氓 rettigheder, balancer og minoriteter 鈥� overbeviser m氓ske akademikere, men de n氓r ikke igennem til Israels politiske ledere, som midt i en krig m氓 udrede og tage ansvar for deres politiks vidtr忙kkende konsekvenser.

Forskere m氓 l酶se problemer

Siden Webers tid er der sket mange ting, som tr忙kker forskere ud af deres elfenbenst氓rn. Weber ville i sin tid undg氓 at blive trukket ind i konflikten mellem kejsermagt, socialister og liberale storm忙nd. Men s氓 kom Nazisme, nuklear skr忙k, ekstremisme og terrorisme. Og i till忙g globale udfordringer som flygtninge og klimakrise. Det ligger n忙sten lige for at konkludere, at samfundet har brug engageret viden til at navigere disse store udfordringer.

FN鈥檚 beslutning om at vedtage en r忙kke 鈥漹erdensm氓l鈥� har i v忙sentlig grad legitimeret den engagerede forsker. For hvordan f氓r vi rent vand, uddannelse og retf忙rdighed ikke bare i fattige lande men p氓 tv忙rs ogs氓 af udviklede samfund, hvis ikke vi mobiliserer vores bedste viden til form氓let?

Heri ligger en appel til vores 鈥漴ationelle鈥� eller 鈥漰robleml酶sende鈥� natur. Hvis samfundet har et problem, og universiteterne har viden til at l酶se det, hvorfor s氓 ikke l酶se det? Naturligvis, fristes man til at konkludere, skal forskere ud af elfenbenst氓rnet og bidrage til samfundets progression.

Politik og passion

Sagen er imidlertid, at der er k忙mpeforskel p氓 at rense vand og vurdere Israels strategiske optioner. Politik og passion fylder alt i sidstn忙vnte sp酶rgsm氓l. I en s氓dan debat kommer videnskabens rationelle tradition til kort. Det er simpelthen ikke muligt at pege p氓 en enkelt l酶sning p氓 Israel-Pal忙stina konflikten, som er alle andre l酶sninger overlegen.

FN鈥檚 verdensm氓l gled beh忙ndigt udenom denne politiske udfordring. M氓lene handler kun om tekniske og almenmenneskelige problemer og indeholder ikke et gran ideologi og politik. I verdensm氓lene findes kampen mellem demokrati og diktatur ikke, ej heller terrorisme og ekstremisme, kun en f忙lles kamp for en bedre fremtid.

Den politiske udfordring st氓r imidlertid nu lysende klart for alle forskere, som 酶nsker at engagere samfundet. Det handler om Israel og Hamas men ikke kun. Det handler ogs氓 om Ruslands krig mod Ukraine, Kinas rolle i den internationale orden, og nationalismens rolle indenfor liberale institutioner.

Forskerens valg

Det er ikke synd for forskere, at det er sv忙rt. Det er en betingelse, og forskere m氓 tr忙ffe oplyste valg. Et af dem er at forskanse sig i en indre filosofisk udredning og undsige sofisteriet. Har man tillid til, at det frie samfund, som beskytter denne inderlige eksistens, vil best氓, kan man tr忙ffe dette valg og sove roligt om natten. Og hvis ikke, m氓 man ud i samfundet.

Her kan forskeren s酶ge normativ opposition til magthavere og ind i en tradition, hvor kritik ud酶ves for at rive uretf忙rdige institutioner ned og skabe progressiv forandring. M氓let kunne v忙re en pal忙stinensisk stat; socialistisk 酶konomi; inklusion for seksuelle minoriteter; og s氓 videre.

Faldgruben i denne normative tradition er, at forskeren kan blive fristet til at slippe sin indre politiker l酶s. Konklusionen p氓 analysen vil v忙re givet, for den f酶lger af forskerens normativitet. Politikere, som elsker en god fight, vil naturligvis g氓 i k酶det p氓 disse forskere, som glider ind i gr氓zonen mellem videnskab og politik, eller som helt overskrider den.

Forskeren kan ogs氓 v忙lge at g氓 i dialog med magthaverne i politikkens centrum, typisk for at oplyse om historiske paralleller og v忙kke tanker om politikkens konsekvens for samfundets frihed. Alts氓, forskeren kan tr忙de ind p氓 politikerens bane, hvor konsekvens er konge, og tvinge politikerne til at v忙re eksplicitte og gennemt忙nkte i deres politiske valg.

Faldgruben i denne pragmatiske og ofte historiske tradition er, at forskeren kan komme for t忙t p氓 det politiske centrum. Forskeren vil kunne komme til at fifle med d忙kstolene, mens Titanic synker, s氓 at sige. Og politikerne elsker typisk forskere, som fifler, for de er ufarlige.

Viden og ansvar

Weber havde ikke en enkelt l酶sning. Han s氓 dilemmaet og beskrev det. Han advarede ikke mod politikkens v忙sen 鈥� det er, som det er: det handler om politisk konsekvens 鈥� men derimod mod videnskabens eget v忙sen og forskerens indre l忙ngsel efter relevans og faglig h忙vdelse. Giver forskeren efter for sin l忙ngsel, falder han eller hun ned i den rene politiske normativitet eller for fristelsen til at fifle i h氓bet om at st氓 ved siden af de store politiske personligheder.

Webers v忙sentligste morale var, at det kr忙ver karakter at v忙re forsker og borger. Man skal kende historien omkring disse faldgruber. Her har universiteterne som institutioner faktisk et klart ansvar i till忙g til deres forsvar for ytringsfrihed: de skal tr忙ne og uddanne offentlige intellektuelle med indsigt og balancegang.

Den enkelte forsker har imidlertid det st酶rste ansvar. Man skal kende faldgruberne. Man skal overveje og tage stilling til dem. I engagementet for bedre politik skal forskeren skubbe sin analyse foran sig og demonstrere, konkret og korrekt, r忙kkevidden af den. Forskeren skal ikke fortabe sig i abstrakt metode eller postmodernitet men tage ansvar for sin analyses konsekvenser.

Lykkes det, vil samfundet f氓 offentlige intellektuelle, som h酶jner debatten. Det p氓hviler dern忙st politikere og andre at lytte respektfuldt til dem.

鈥�