Sten og klipper fra landjorden kan f氓 havet til at optage og lagre store m忙ngder CO2
Atmosf忙rens indhold af CO2 stiger og stiger, mens vi k忙mper for at nedbringe vores udslip. Nu foresl氓r et internationalt forskerhold en radikal l酶sning: H忙ld knust sten i havet og f氓 ad den vej vandet til at suge CO2 fra atmosf忙ren til sig.
Mens verdens lande diskuterer, hvordan vi skal nedbringe vores udslip af CO2 til atmosfæren, er en voksende skare af forskere fra hele verden gået i gang med at undersøge en metode til at fjerne CO2 fra atmosfæren.
En af dem er marinbiologen Carolin Löscher, der leder en forskningsgruppe på Biologisk Institut, og som har eksperimenteret med metoden.
Kort fortalt er ideen at hælde knust sten i hav- eller flodvand og lade det igangsætte en kemisk proces, der trækker CO2 fra atmosfæren og ned i havvandet, hvor det bliver lagret.
Det geologiske kulstofkredsløb
- Det er nok de færreste, der tænker over, at kulstof ikke kun cirkuleres i et biologisk kredsløb. Der er også et geologisk kredsløb på Jorden, hvor CO2 over tid fjernes af mineraler, som forvitrer og skylles ud i floder og have, hvor CO2’en så enten synker eller opløses kemisk. Dette geologiske kulstofkredsløb er afgørende for, at der cirkuleres kulstof på kloden; det regulerer faktisk stort set Jordens temperatur og klima, siger Carolin Löscher og tilføjer:
- Det geologiske kulstofkredsløb sørger for at kulstof lagres i meget længere tid end det biologiske kulstofkredsløb, som binder kulstof i f.eks. planter.
Dette geologiske kulstofkredsløb, der altså fungerer gennem forvitring af sten og det forvitrede materiales transport til have og floder, foregår meget langsommere end det biologiske. Det tager meget længere tid for en sten at forvitre end for en skov at vokse op. Men hvad nu, hvis man speeder de geologiske forvitringsprocesser op? Det er ideen bag det nye forskningsfelt, der hedder ”ocean alkalinity enhancement”.
Hvordan virker det?
Når man tilføjer alkalisk, knust sten til havvand, omdannes havvandets CO2 til bikarbonater og karbonater, som er stabile former for kulstof med en levetid på cirka 10.000 år. Ved den proces opstår et underskud af CO2 i overfladevandet. Den ubalance genoprettes hurtigt ved, at vandet optager CO2 fra luften, og derved fjernes CO2 fra atmosfæren.
- Hvis man leger med tanken om at speede disse geologiske processer op, åbner det nogle helt nye muligheder for at imødegå den globale opvarmning. Der går faktisk ikke mere end et par dage fra man hælder knust sten i havet til, at kemiske processer fører til, at der trækkes CO2 ud af atmosfæren til binding i havvandet, forklarer Carolin Löscher.
Flere steder i verden pågår større og mindre forsøg for at teste ideen, og over de senere år er erfaringerne begyndt at rulle ind fra forskningsmiljøerne. De er nu blevet samlet i en ”Best Practice Guide”; en guide, der løbende bliver opdateret med ny viden og nye erfaringer. Guidens fulde navn er ”Guide to Best Practices in Ocean Alkalinity Enhancement Research”, og den blev præsenteret på FNs klimakonference COP28 i De Forenede Arabiske Emirater den 2. december 2023. Den .
De sten- og klippearter, der er relevante, skal være basiske og det er fx olivin, kalksten og dolomit. De findes i rigt mål mange steder i verden, og iflg. Carolin Löscher er der mere end rigeligt til at bidrage væsentligt til fjernelse af CO2 fra atmosfæren.
1 ton sten fjernede 1,3 tons CO2
Som et konkret eksperiment har Carolin L枚scher og hendes Ph.d-studerende Jakob Bang R酶nning testet stenarten olivin i et eksperimentelt flodsystem i Skotland. Det simulerede flodsystem var lukket og kun i brug til forskningsprojektet.
- Vi fandt, at vi med et ton olivin kunne fjerne 1,3 tons CO2. Der er taget h酶jde for CO2-forbruget ved at knuse og transportere olivinen, s氓 det er et godt resultat, siger Carolin L枚scher.
Ikke alle have og flodsystemer egner sig lige godt til at f氓 h忙ldt knust sten i sig, p氓peger hun:
- De 氓bne, dybe oceaner er nok ikke mest oplagt. Dels er det en lang sejltur for de store m忙ngder knust sten, der skal bruges, og dels m氓 man forvente, at str酶m og vandcirkulation kan sende de knuste sten mod bunden, s氓 de lagres p氓 bunden i stedet for at blive opl酶st i havvandet. Og s氓 er der det juridiske: Det er med nuv忙rende lovgivning forbudt at dumpe noget som helt i verdenshavene, ogs氓 selvom det er med gode intentioner.
Farvande omkring Island og Østersøen egner sig
I stedet peger hun på flodsystemer og kystområder som egnede steder, fordi den knuste sten snarere vil skylle ind og ud af flodbredden eller stranden og dermed have længere tid til at gøre sit kemiske job.
- Der går et par dage fra man hælder knust sten i havvandet, til det er blevet opløst og har ført til binding af CO2 i havvandet. I det tidsrum må det ikke synke til bunds, men skal helst opløses i vandet, siger Carolin Löscher.
Attraktive områder, hvor man kan forestille sig gode resultater er fx farvande omkring Island og Østersøen, hvor vandet er mere forsuret end andre steder og dermed mere egnet til at modtage knust, basisk sten.
Pilotprojekt er i gang p氓 amerikansk kyst
N氓r man kigger p氓 enkelte landes nationalfarvande, er det op til den enkelte nation, om man vil tillade spredning af knust sten som en del af fors酶g. Nogle lande, fx Tyskland tillader det ikke, mens andre lande, f.eks. Sverige, er mere 氓bne.
Et af de steder, hvor der i 酶jeblikket foreg氓r et pilotprojekt, er p氓 en strand i staten New York, USA. Her skulle en strand restaureres, og da der skulle k酶res nyt sand p氓, blev der blandet 5 pct. knust olivin i strandsandet.
Form氓let er at se, hvor hurtigt olivinsandet opl酶ses fra en strand og at holde 酶je med, om milj酶et p氓virkes. .
M酶d forskeren
Carolin L枚scher er marinbiolog og lektor p氓 Biologisk Institut og 海角社区 Climate Cluster. Hendes forskning st酶ttes af Danmarks Frie Forskningsfond, EU Horizon 2020 og en Villum Young Investigator bevilling.